Derfor virker sandfodring

Kysten er dynamisk, og de meteorologiske forhold og kystens udformning, helt fra yderste revle til klitrækken, er af afgørende betydning for udviklingen. Når bølgen ruller ind på lavt vand, hvirvles sand op fra havbunden.

Lokale bølge- og strømforhold afgør da, hvor og hvordan sandet flyttes rundt. Sandtransport foregår både på tværs og på langs af kysten, og aflejring af sand et sted vil medføre, at det mangler et andet sted.

Under storm med forhøjede vandstande, store bølger og kraftige strømme, øges sandtransporten væsentligt, da hele stranden nu typisk også er dækket med vand. Dette medfører stor erosion og kysttilbagerykning. Sandet er dog ikke pist væk men ligger i stedet ude på revlen eller længere nede af kysten hvor det nu har en beskyttende virkning.

Revler fungerer som sanddepoter og har afgørende betydning for mængden af energi, der når helt ind på kysten. De lave vanddybder over revlen bevirker nemlig, at bølgerne bryder på revlen og dermed frigiver en masse energi, som ellers ville have ramt kysten og ædt af strand og klitter.

Under mildere vejrforhold vil kysten så igen opbygges, idet bølgerne langsomt skubber sand fra revlen og omkringliggende strande ind på kysten.

Kontinuerlig tilførsel af sand er nødvendig, hvis kysten skal undgå at nedbrydes. Sandfodring er den eneste kystbeskyttelsesmetode, der kan tilføre kysten det sand, som uundgåeligt mangler, for at standse tilbagerykningen og dermed give os den sikkerhed, som vi ønsker.

Det er derfor ikke ligegyldigt, om vi sandfodrer eller ej.  Når Kystdirektoratet gentagende gange tilfører kysten sand, er det fordi vi ønsker at opbygge kysten, således vi skaber den sikkerhed og buffer, som vi ønsker.

Sandfodring tillader på samme tid en dynamisk natur, og at et rekreativt miljø bevares.

Når vi taler om sikkerhed, er det vigtig isoleret set ikke kun at kigge på strandbredden eller klitterne men derimod hele kysttværprofilet.

Fodringsmetoden afhænger af kystens udseende, den ønskede virkning samt økonomi. Det handler om at kystbeskytte i tide og søge optimerede helhedsløsninger.

Revlefodring og strandnærfodring ses typisk i områder, hvor revlen skal styrkes eller helt mangler, og hvor sikkerheden er moderat eller høj.

Områder hvor revler, strand og klitter ikke giver den ønskede sikkerhed samt buffer benyttes i højere grad strandfodring.

Når vi strandfodrer, sikrer vi, at bølgerne i højere grad eroderer i fodringsmaterialet end i eksisterende klitter og skrænter. På den måde sikrer vi at bremse kysttilbagerykning samt give den nødvendige sikkerhed.